Historie

Jyderup Badmintonklub 1978

Jyderup Hallen (Jyderup Møde & Fritidscenter) stod færdigt i sin oprindelige form i 1978. Hallen var et stort ønske for borgerne i Jyderup. Der blev samlet ind til projektet i mange år og på et barometer i byen kunne man følge indsamlingens forløb.

I Elmegården blev der bygget et hus af frivillige medlemmer fra idrætsforeningerne og overskuddet fra salget af huset gik direkte til opførelsen af hallen, som blev taget i brug af foreningerne allerede inden den var helt færdig.

I 2004 blev Jyderup Hallen udvalgt af Lokale- og Anlægsfonden til at få støtte til en ombygning via en arkitektkonkurrence med navnet ”Fremtidens Idrætshal”. Den oprindelige hal blev ombygget og moderniseret og der blev udvidet mod skolen med en moderne tilbygning med en mindre hal, cafeteria og motionsrum på 1. sal. Det tidligere cafeteria blev til mødelokale, som der var stort behov for. Projektet stod færdigt i 2008. Læs mere her...

Den gamle atriumgård er blevet overdækket og indeholder nu Fitnesslokaler med tilhørende spinningslokale i det tidligere lagerrum. Der er også bygget et nyt stort redskabsrum i forbindelse med den store hal.

I 2016 er den tidligere fritidsklub ved siden af hallen blevet revet ned og der er bygget et stort nyt børnehus. I den forbindelse blev parkeringsforholdene ved hallen forbedret og udvidet med en stor ny parkeringsplads bagved hallen.